Jan Gintberg: Opslidende at arbejde hårdt og have et ægteskab
Jan Gintberg mødte sin hustru, jordemoderen Ninna Sepstrup, helt tilbage i dagene, hvor de begge var med i studenterrevyen.
I dag har de tre børn sammen og bor i en villa nær Utterslev Mose, og 51-årige Gintberg elsker sin base.
I magasinet Samvirke sammenligner den populære komiker og TV-vært basen med en båd, hvorfra man kan smide ankre ud, når der er høj sø i hverdagen.
- Det er da sindssygt opslidende at arbejde hårdt og samtidig få et ægteskab til at holde. Der har været perioder, hvor jeg skulle acceptere, at jeg ikke kan forme familien efter mit eget hoved. Det er jo individer, som man på bedste beskub må forsøge at presse ned i det her kollektiv og så bare håbe på det bedste, siger han til Samvirke.
Lykken er ikke konstant
Med alderen er Gintberg blevet meget bevidst om, hvor kort livet er, og at mange konflikter i parforholdet er ubetydelige i den store sammenhæng.
Ifølge komikeren bliver livet lettere, når man accepterer, at lykken ikke er konstant, men viser sig i glimt.