9. sep. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

Jan Magnussen har taget ved lære efter strid med Kevin: Vi blev rigtig uvenner

Kevin og Jan Magnussen
Kevin og Jan Magnussen
Foto: Jean-Francois Monier/AFP/Ritzau Scanpix
For Jan Magnussen har det ikke altid været lige nemt at skulle være både far og træner for sine børn, fortæller han nu i DR-programmet "Barn af Eliten".

Når man tænker på motorsport i dansk sammenhæng er det svært at komme uden om familien Magnussen, og hver mandag kan man for tiden lære den kendte familie endnu bedre at kende.

”Barn af eliten” hedder reportageserien, der går helt tæt på blandt andre Jan Magnussens yngste søn, Luca, der er i fuld gang med at træde i både sin far og storebror Kevins hjulspor.

Jan Magnussen var blot 19 år gammel, da han blev far til Kevin Magnussen, der i dag er Formel 1-kører, og siden har han fået Luca og Millie, der begge er teenagere.

Hele familien har benzin i blodet, men det har ikke altid været lige let at skulle få hverdagen til at hænge sammen. Dels på grund af Jan Magnussens egen karriere, og så er det heller ikke en nem opgave at være både far og træner.

- Et af mine egne mål den her weekend er at forsøge at være her bare som far til Luca. Det er en balance. Jeg håber, det går bedre den her gang end alle de andre gange, for det er ikke rigtig lykkedes hidtil, fortæller Jan Magnussen ærligt i programmet, hvor hele familien er taget til Italien for at følge og støtte Luca.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-09-03/DR-0805930.jpg
Jan og Luca Magnussen
Foto: Peter Gren Larsen/DR

I den forbindelse sætter Jan også ord på, hvor svært det også tidligere har været for ham at påtage sig begge roller, og at det har ført til uvenskab mellem ham og Kevin Magnussen, der i dag er 31.

- Jeg synes, det var vildt svært med Kevin, faktisk, og vi endte med at blive rigtig uvenner over det. Fordi jeg tror, jeg glemte, at han nok egentlig bare havde brug for en far, der syntes, det var fedt, at han var ude at køre, siger Jan Magnussen i ”Barn af Eliten”.

Han fortæller desuden også om Kevins barndom, hvor han ikke selv var særlig meget hjemme, fordi karrieren kørte derudaf.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-09-03/BB-0000053342.jpg
Kevin Magnussen var naturligvis ved sin fars side, da Jan Magnussen blev gift i 2004.
Foto: Ulla Aue

- På et tidspunkt blev det nok for meget for Kevin, for han vil også have en far, der er der en gang imellem og siger og gør, hvad en far gør. Jeg har haft noget tid til at tænke over det her og prøve at rette ind. Det er jeg selvfølgelig ekstra opmærksom på nu med Luca, siger Jan Magnussen om sin yngste søn, der er 14.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-09-03/DR-0805929.jpg
Luca Magnussen
Foto: Peter Gren Larsen/DR

Man kan følge familien Magnussen og andre sportsfamilier i ”Barn af Eliten” hver mandag på DR1 og DRTV.

Læs mere om: