Jeanette giver afkald på Gift ved første blik-minde: Donerer sin brudekjole til velgørende formål
Tidligere på året sagde Jeanette og Michael ja til hinanden for rullende kameraer i DR-programmet ”Gift ved første blik”.
Som det eneste par valgte Jeanette og Michael at forblive gift ved kærlighedseksperimentets afslutning, og kort efter valgte Michael sågar at gå på knæ for Jeanette, da samtlige deltagere medvirkede i DR-podcasten af samme navn.
Når kirkeklokkerne i fremtiden ringer til ære for ”Gift ved første blik”-parret, når de siger ja til hinanden for anden gang, så kommer Jeanette ikke til at være iført samme, smukke brudekjole, som hun bar første gang.
I en story på DR-kendissens Instagram-profil afslører Jeanette nemlig, at hun har valgt at donere sin tv-brudekjole til et velgørende formål, der ligger hendes hjerte nært.
Jeanette skriver, at hun har valgt at donere sin ”Gift ved første blik”-brudekjole til Knæk Cancer, ligesom hun derudover har oprettet en indsamling til det gode formål. Til indsamlingen skriver hun:
– Jeg har selv kræften dybt inde i familien. Og alt indsamling til kræftens bekæmpelse har altid været en ufattelig stor hjertesag både privat og igennem mit firma, står der om Jeanettes indsamling på hjemmesiden.
Jeanette skriver desuden, at flere informationer om donationen af brudekjolen vil følge på et senere tidspunkt.
For nu har Jeanette og Michael nemlig valgt at trække stikket, og er på romantisk ferie sammen under Egyptens lune sol.
Du kan se Jeanettes story på hendes Instagram-profil her, der dog forsvinder, når den har været tilgængelig i 24 timer.