Jeanette og Michael fra Gift Ved Første Blik skulle have holdt stort bryllup: Derfor er det sat på pause
Sidste år blev Jeanette Lagoni og Michael Ewald gift, og hele Danmark kunne se med i "Gift ved første blik".
De to kendte ikke hinanden, da de gav hinanden deres ja, og oddsene var ikke gode, for de fleste, der medvirker i DR's kærlighedseksperiment, vælger at ende forholdet efter de obligatoriske fem uger – hvis ikke før.
Derfor planlagde de et stort bryllup her til efteråret.
Nu kunne de give hinanden deres ja vel vidende, at kærligheden er opstået.
Men brylluppet er nu sat på pause.
Det skriver Jeanette i et opslag på sin Instagram-profil.
Det er gået for stærkt
Hun skriver, at det har været et vild år for parret.
Ikke alene blev de gift med en, de ikke kendte på forhånd – de er også flyttet sammen.
Det er også gået op for dem, at de hver især har inviteret gæster, den anden aldrig har mødt.
De er derfor blevet enige om, at det er gået så stærkt, at de er nødt til at sætte brylluppet på pause.
Jeanette slår dog i opslaget fast, at de stadig er sammen, og at de glæder sig til at nyde hinanden denne sommer og dette efterår.