Jens Okkings datter: Sådan bliver julen i år
Den 36-årige tv-vært Silja Okking mistede i januar 2018 sin far, skuespilleren Jens Okking, som døde 78 år gammel.
Nu glæder hun sig til at holde en rigtig familiejul med ægtemanden Jesper, datteren Uma på seks år og sin svenske mor.
- I år skal vi holde jul hjemme hos os, vi bor i et kæmpe bofællesskab i Espergærde. Selv om jeg er vokset op hos en svensk mor, er der ikke den store forskel, fortæller Silja Okking til BILLED-BLADET.
Svensk og dansk julemad
Ramasjang-værten Silja Okking er datter af den svenske danser og koreograf Catharina Nordlindh og er vokset op i et musikalsk hjem.
- Vi synger rigtig meget juleaften, men det sjove er, at man ikke går rundt om juletræet i Sverige, fortæller hun og tilføjer:
- Men fordi jeg er gift med en dansk mand, så gør vi lidt af det hele. Maden blander vi også, så det bliver juleskinken fra Sverige sammen med den danske julemad.