Jesper Nielsen fra I hus til halsen: Vi deles om indretningen derhjemme
Jesper Nielsen er en ørn til at købe og sælge boliger, men har også øje for indretningen af et hjem.
Det gælder ikke kun i DR1’s ”I hus til halsen”, men også i hans egen bolig i Nordsjælland.
- Jeg bliver inspireret så mange steder fra og har mange idéer om, hvordan tingene skal se ud for, at man rammer noget, der er lidt anderledes og noget, som giver hygge og varme, fortæller Jesper til BILLED-BLADET.
Deles om indretningen
Han deler indretningstjansen med hustruen Lisbeth.
- Fru Nielsen er helt klart med, hvor hun styrer nipset, og jeg tager mig af de større flader. Jeg bruger meget tid på det og indretter også selv mine forretninger, siger Jesper.
Han kan fejre 22 års jubilæum som selvstændig ejendomsmægler og har eget firma i Holte, Lyngby og nu også i Charlottenlund.