Jonatan Spang forlader Tæt På Sandheden: Denne kendis bliver programmets nye vært
I mere end 135 afsnit har danskerne været vant til at se komiker Jonatan Spang indtage stolen i satireprogrammet ”Tæt På Sandheden”.
Men nu er den tid forbi.
Jonatan Spang har nemlig valgt at trække stikket, og holder en længere pause fra DR-programmet.
Det afslører han i et opslag på Instagram, hvor han ligeledes løfter sløret for, hvem der bliver programmets nye vært.
– Efter mere end 135 afsnit af ”Tæt På Sandheden” må jeg erkende, at jeg gennem en længere periode har trukket på mine reserver. Jeg er træt og for at kunne genoprette min energi, har jeg lige nu brug for at holde en længere pause, lyder det af Jonatan Spangs oplag:
– Det betyder, at denne uges ”Tæt På Sandheden” udgår, og i næste uge sætter den dygtige og utrolig sjov Esben Pretzmann sig bag skrivebordet.
Esben Pretzmann er skuespiller og komiker, og han er nok især kendt for sin rolle i satireprogrammet ”Drengene fra Angora”.
Lørdag udkommer derfor ikke – som vanligt – et nyt afsnit af programmet, men fra næste uge skulle Esben Pretzmanns debut som vært på programmet efter sigende finde sted.