Josefine Høgh om Andreas Mogensen: Sådan havde vi det sammen
I de kolde vintermåneder bevægede Josefine Høgh sig ud af DR’s sportsstudie for at optage et nyt tv-program med den danske astronaut Andreas Mogensen.
Programmet fik titlen ”Høgh og astronauten - min krop til grænsen”, og første afsnit blev sendt onsdag aften på DR1.
I programmet skulle den 31-årige sportsvært og den 44-årige astronaut teste, hvad deres kroppe er i stand til i ekstreme situationer, og det betød, at makkerparret kom tæt på hinanden.
- Det har været fedt at lære Andreas at kende og høre alle hans historier. Vi er på en rejse sammen i programmet, og jeg håber, at folk har lyst til at se med, siger Josefine Høgh til BILLED-BADET.
Et godt venskab
Undervejs blev det nye tv-par presset både fysisk og psykisk, og Josefine Høgh er glad for, at hun delte oplevelsen med Andreas Mogensen.
- Jeg har fået et fantastisk makkerskab og et rigtig godt venskab med Andreas, fortæller hun og tilføjer:
- Vi har konkurreret og presset hinanden, men vi har også passet på hinanden og taget os af hinanden, når det har været mindre sjovt.
44-årige Andreas Mogensen blev i 2015 den første dansker i rummet, da han fløj til den internationale rumstation ISS. Her arbejdede han i ni dage.
”Høgh og astronauten - min krop til grænsen” sendes torsdage kl. 20.00 på DR1.