Kåre Quist bliver ny vært på Aftenshowet
DR har bevist at de har masser af talent, når det gælder TV-værter, og nu får to af talenterne chancen på det populære Aftenshowet. 39-årige Kåre Quist har i 120 programmer været vært på Kontant mens Rie Helmer Nielsen lige har været et smut hos rivalerne fra TV2, da hun fra 2000 til 2006 og igen fra 2009 har været vært på TV 2/Lorry. Nu er de begge nye ansigter i Aftenshowet-teamet.
- Programmerne på DR1 udvikler sig hele tiden, og DR1 råder over mange gode værtsprofiler, som kan gøre sig gældende i mange sammenhænge. Kåre Quist har i flere forbindelser - senest som vikar på TV-Avisen i sommer - bevist, at han også har andre værtstalenter, end dem, vi ser hver tirsdag i 'Kontant'. Og med Rie Helmer får 'Aftenshowet' en garvet vært, som med sin nysgerrighed, talentfulde håndtering af journalistikken og evne til at folde historier ud, så de vedkommer alle, bliver alle tiders gevinst for 'Aftenshowet', siger kanalchefen for DR1, Lotte Lindegaard.
Optur efter skilsmisse
Kåre Quist ser frem mod drømmejobbet med stor spænding, og det er selvom, han kommer fra store stillinger som redaktionschef på Ekstrabladet og journalist på Euroman og Berlingske Tidende. Nu har han også tiden til drømmejobbet, da han lige er blevet skilt fra sin kone gennem to år, Karen Pallisgaard.
- Det har været en stor oplevelse at lægge ansigt til 120 udgaver af 'Kontant', men nu glæder jeg mig til udfordringen på 'Aftenshowet', der er inde i en spændende udvikling. Jeg har tidligere interviewet aktuelle personer i interviewprogrammet 'Ærligt talt', og det glæder jeg mig til at gøre igen, siger Kåre Quist i en pressemeddelelse.
Kåre tiltræder på Aftenshowet 1. august mens Rie allerede starter 1. juni, når Sisse Fisker går på barselsorlov.