Kåre Quist har fødselsdag samme dag som kronprins Frederik
Kåre Quist glæder sig i dén grad til at holde sin 47-års fødselsdag lørdag, hvor han er på skærmen i anledning af, at kronprins Frederik fylder 50 år.
- Det bliver en stor oplevelse, men det bliver også meget travlt og intenst. Jeg når at lave næsten otte timers TV på dagen – alt sammen for at fejre at kronprins Frederik runder de 50, fortæller Kåre med begejstring i stemmen til BILLED-BLADET.
- Jeg står i mit lille åbne studie ved Amalienborg og får et hav af gæster: Musikere, venner af kronprinsen, OL-stjerner, der alle fortæller anekdoter om Fredrik, og krigsveteraner, som vil snakke om, hvor meget kronprinsens interesse for dem betyder. Chefen for Frømandskorpset vil ligeledes fortælle, hvordan man laver en prins til en frø!
- Også TV-lægen, Peter Qvortrup Geisling kommer forbi og snakker om at være i Grønland med kronprinsen under ekstreme forhold. Jeg skal desuden tale med en masse af de folk, som er mødt frem på pladsen for at fejre dagens fødselar, så det bliver en kæmpe fødselsdagsfest på DR1, siger TV-værten med et smil.
Familien kommer på besøg
Kåre når også selv at blive fejret af familien på sin fødselsdag.
- Midt på dagen har jeg en lille pause fra skærmen, inden vi går i luften igen og sender frem til klokken 22 lørdag aften. Mine forældre, min hustru Tine og vores søn Carl kommer ind til mig. Carl, 4, glæder sig meget. Han har helt styr på, at livgarden, eller musiksoldaterne, som han siger, er i rød gallauniform på lørdag. Det bliver dejligt at få et stort fødselsdagsknus fra Carl og et kys fra Tine i pausen!, siger Kåre, der har det strålende med tallet 47.
- Jeg tænker faktisk kun over min alder, når jeg har fødselsdag. Det skyldes nok, at jeg er en meget privilegeret mand. Jeg stortrives i mit job og har en familie, som jeg elsker over alt på jorden, og begge mine forældre er friske og glade. Så jeg ER lykkelig. Og derfor glemmer jeg helt at holde øje med, at jeg bliver ældre.
BILLED-BLADET ønsker stort tillykke med fødselsdagen!
www.billedbladet.dkDanmarks Royale Ugeblad følger fødselsdagsfesten fra tidlig morgen til sen aften. I BILLED-BLADET i næste uge kan I glæde jer til alt om fødselsdagsfejringen: Talerne, gæsterne, kjolerne, de kærlige øjeblikke og meget meget mere.