7. nov. 2016
Af Karina Didriksen

Kaj og Andrea fylder 45 år

Andrea og Kaj
Andrea og Kaj
Foto: DR
I november er det 45 år siden, at det populære dukkepar, frøen Kaj og papegøjen Andrea, for første gang optrådte sammen i DR’s børneprogram.

”Prøv at bakke snagvendt altså snakke bagvendt, hvis du bakker snagvendt, lyder det så skægt”. Sådan lyder tonerne i en af de velkendte sange fra DR’s populære dukkepar Kaj og Andrea.

Den grønne frø og den snakkesalige papegøje optrådte for første gang sammen på TV-skærmen i november 1971, og de kan dermed fejre 45-års jubilæum.

Faktisk fik Andrea dog sin TV-debut nogle måneder før Kaj. Papegøjen startede nemlig alene i DR-børneprogrammet ”Legestue” den 8. marts 1971, før frøen gjorde hende selskab den 22. november samme år.

Stemmerne bag Kaj og Andrea

Bag Kaj og Andrea står 78-årige Kjeld Nørgaard og 76-årige Hanne Willumsen. De har lagt stemme til henholdsvis frøen og papegøjen siden 1971.

Dukkeføreren Hanne Willumsen skabte Andrea ud fra sin søsters sommerbikini, og stemmen kopierede hun fra en kunde i sin fars købmandsbutik. Navnet fik papegøjen efter Kjeld Nørgaards mormor.

”Kaj og Andrea” blev sendt på DR1 fra 1971-1975 og igen fra 1996-2007. Der blev i alt vist knap 200 programmer.

Kaj og Andrea optræder stadig

Selv om det snart er 10 år siden, at ”Kaj og Andrea”-udsendelserne stoppede, så er dukkeparret stadig aktuelle.

Det umage par har netop givet fire udsolgte koncerter i DR Koncerthuset, hvor der selvfølgelig både blev sagt ”Pænt goddag” og ”Pænt farvel” til publikum.

- Vi er altid kommet til at grine under optagelserne, og vi har det stadig sjovt med at være Kaj og Andrea, siger Hanne Willumsen til dr.dk.

https://imgix.billedbladet.dk/kaj_og_andrea_lille.jpg
Foto: DR

Læs mere om: