9. okt. 2021
Af Laura Dalgård Hansen

Katharina fra Den store bagedyst fandt svaret to dage efter: Derfor gik det galt

Katharina Da Costa
Katharina Da Costa
Foto: Kaspar Wenstrup
Hverken Katharina eller dommerne kunne forklare, hvorfor hendes croquembouche-tårn ikke lykkedes i "Den store bagedyst" .To dage efter gik svaret op for hende.

Lørdag aften kunne man følge andet afsnit i dette års udgave af ”Den store bagedyst”.

Her var det også tid til at sige farvel til årets første deltager, og dommernes valg faldt i sidste ende på 36-årige Katharine da Costa.

Katharina: Jeg var så ærgerlig

- Jeg var simpelthen så ærgerlig. Jeg var så ærgerlig over, at den croquembouche failede fuldstændig, efter at jeg havde lavet den derhjemme fem gange og godt kunne få keglen ud. Det er klart, at af alle de gange jeg laver den, er det i teltet, det går galt, fortæller Katharina, der følte sig rigtig godt forberedt til ugens favoritudfordring, netop fordi det var gået så godt med udfordringen hjemme i hendes eget køkken.

Men alligevel var det umuligt for Katharina at få tårnet skilt fra keglen, da det virkelig gjaldt, og hun endte med at aflevere en trist bunke vandbakkelser frem for et elegant tårn.

- Jeg blev tidspresset. Da jeg varmede karamellen derhjemme, gik det hurtigere, men på gasblusset inde i teltet tog det virkelig lang tid, før den blev varm nok. Jeg ventede tålmodigt på, at den skulle få den rigtige temperatur, og da det endelig skete, havde jeg virkelig travlt med at få samlet tårnet, fortæller Katharina.

Uforklarligt

Croquembouche-tårnet blev samlet, men hun blev nødt til at pille det fra hinanden igen, fordi det var umuligt at skille det fra den kegle, som tårnet var bygget op omkring.

Katharina er bundærgerlig over, at det gik galt, men hun havde ærgret sig endnu mere, hvis hun lavet en fejl, som hun vidste, hvordan hun kunne have undgået.

Men det var umuligt, for hun vidste ikke, hvad hun gjorde forkert.

- Jeg havde ingen anelse om, hvad der gik galt, før Markus spurgte ind til det bagefter. Da dommerne så min karamel, sagde de, at det var mærkeligt, jeg ikke kun skille tårnet fra keglen, for den havde den rigtige farve. Så de havde ikke en forklaring. Markus spurgte, om der havde været noget væske involveret, men jeg sagde nej, og at der kun havde været vandbakkelser, creme og karamel, fortæller Katharina.

Det var første nogle dage efter, hun kom i tanke om, at hun undervejs i byggeprocessen havde været nødt til at køle sine fingre ned, fordi karamellen var så varm, og hun havde så travlt.

https://imgix.billedbladet.dk/dr-0614588.png
Katharina Da Costa
Foto: DR

Bager fortsat

- Jeg dyppede fingrene i vand mange gange, fordi jeg brændte mig.

Men nu har Katharina på den hårde måde lært, at karamel og vand er en dårlig kombination.

Den hurtige exit fra ”Den store bagedyst” har dog ikke skræmt hende. Katharina bager fortsat på livet løs, og på hendes Instagram kan man se mere til nogle af hendes flotte kagekreationer.

Galleri Den store bagedyst 2021

Læs mere om: