Kim Bildsøe Lassen skal være London-korrespondent
Kim Bildsøe Lassen forlader jobbet som nyhedsvært på TV-Avisen for at blive DRs London-korrespondent i en nyoprettet stilling.
Herfra skal han i de kommende år dække Storbritanniens vej ud af EU, efter at briterne tidligere på året stemte ja til det såkaldte Brexit.
Divia Das bliver i Danmark
Privat bliver det også noget af en forandring for Kim Bildsøe Lassen, eftersom hans kæreste og værtskollega på TV2s Nyhederne, Divya Das, ikke flytter med.
- Divya er rigtig glad for sit job i Odense, og det beholder hun. Så vi finder ud af det på anden vis. Hun bliver en flittig bruger af lufttrafikken mellem Danmark og England ligesom mine to voksne børn, siger Kim Bildsøe Lassen, der har en søn på 25 år og en datter på 22 år.
(Artiklen fortsætter efter billedet)
Savner savsmuldet i den virkelige verden
Han har tidligere været DRs korrespondent i USA, og efter 11 år hjemme i København og nyhedsstudiet savner han savsmuldet ude i den virkelige verden.
- Jeg er jo først og fremmest journalist, siger Kim Bildsøe Lassen og glæder sig til opgaven.
- Den britiske udmeldelse af EU er en af vores generations store journalistiske fortællinger, som jeg ser meget frem til at være med til at folde ud. Konsekvenserne for briterne, for danskerne og for alle andre europæere kommer formentlig til at definere Europa mange år fremover, og det pirrer mig som journalist at dykke ned i den historie,” siger han.
Kim Bildsøe: Jeg vil gerne fordybe mig
Kim Bildsøe Lassen har aftalt med DR, at han skal være i London i to år. Derefter vender han tilbage som nyhedsvært.
- Jeg elsker jobbet som studievært på TV Avisen. Det er en af de mest interessante journalistiske opgaver, jeg overhovedet kan forestille mig. Men jeg tror også, det er godt og vigtigt for mig at tage en periode, hvor jeg fordyber mig og kommer længere ned i substansen med en afgrænset opgave. Derfor glæder jeg mig til at rapportere fra London og dække den fascinerende og vigtige historie, som Brexit vitterligt er, siger han.