5. mar. 2022
Af Julie Lund Rosenfeldt Isen

Kirsten skubbede Søren i vandet: Derfor var det tæt på at gå galt

Kirsten Siggaard og Søren Bundgaard vandt Dansk Melodi Grand Prix 1984 med sangen "Det' lige det".
Kirsten Siggaard og Søren Bundgaard vandt Dansk Melodi Grand Prix 1984 med sangen "Det' lige det".
Foto: Aller Foto
Da Kirsten & Søren vandt Melodi Grand Prix 1984, røg Søren en tur i vandet, men den mindeværdige gimmick var lige ved at måtte aflyses.

”Det’ lige det – det – det …” PLASK!

Ja, mange tv-seere kan helt sikkert huske øjeblikket, hvor Kirsten skubber Søren i vandet under deres optræden i Dansk Melodi Grand Prix 1984.

Kirsten og Søren endte med at blive kåret som aftenens vindere med deres sang "Det' lige det". Men det var lige ved, at den opsigtsvækkende vandtur slet ikke var blevet til noget.

https://imgix.billedbladet.dk/19881113-160049-pf_26mb_1.jpg
Efter sejren kom Kirsten Siggaard også en tur i poolen.
Foto: Ritzau/Scanpix

Det har DRs tidligere scenograf Ole Koefoed tidligere fortalt til Jyllands-Posten.

Dansk Melodi Grand Prix blev i 1984 afholdt i studiet til tv-programmet ”Eldorado”, hvor den gigantiske pool var en del af scenografien. Men da poolen første gang blev sat op, opdagede en opmærksom nattevagt, at poolen lækkede, og ringede med det samme til scenografen:

- Alt vores tekniske udstyr lå nede under studiegulvet. Så jeg tog derud og kunne se, at der var sivet omkring en spandfuld vand ud. Jeg fik fat i en dykker, og han lappede det, så det holdt," har Ole Koefoed fortalt til Jyllands-Posten.

Og så var poolen ellers klar til at blive brugt til både ”Eldorado” og til Søren Bundgaards nu legendariske vandtur i Dansk Melodi Grand Prix.

Kirsten og Søren fik en flot 4. plads i den europæiske Melodi Grand Prix-finale, men her var der ingen pool på scenen.

Og derfor måtte Søren ”desværre” forblive tør.

Læs mere om: