Korrespondent Puk Damsgård modtager flot hæder
Puk Damsgård er korrespondent for DR med fokus på Mellemøsten.
Hun er modtageren af kulturpris ”Den Gyldne Grundtvig” som uddeles af Odder Højskole.
Deler erfaringer
I ti år har Puk Damsgård været mellemøstkorrespondent på DR. Derudover er hun også forfatteren bag en række bøger.
Hun har fra sin base i Kairo dækket området, hvor krigen mod Islamisk Stat er i højsæde, men hvor hun også har fokus på udviklingen i området efter det arabiske forår i 2010.
Puk Damsgård hædres nu for sin evne til at oplyse om livet udenfor de danske grænser
- Puk Damsgård kaster med sine reportager og sine bøger lys over andre folks erfaringer – erfaringer med det at være menneske og leve sit liv under nogle helt andre forudsætninger end de danske, siger formanden for komiteen bag ”Den Gyldne Grundtvig”, Bo Klindt Poulsen, i begrundelsen af valget i DR’s pressemeddelelse.
Flere priser
Når ”Den Gyldne Grundtvig” uddeles den 23. november, er det 23. gang, at kulturprisen gives til en person, organisation eller forening, der bidrager til folkelig oplysning.
Med prisen følger 10.000 kroner og et kunstværk af keramikeren Jakob Stig Isaksen.
Puk Damsgård ender i en prominent samling af tidligere vindere som Benny Andersen, Anne Linnet og Jonathan Spang.
Korrespondenten er dog efterhånden lidt af en prissluger, for tidligere i år vandt hun Publicistprisen og i 2020 modtog hun Rungstedlundprisen, som hun fik overrakt af dronning Margrethe.