Kronprinsesse Märtha fra Atlantic Crossing: Sådan er hun i familie med dronning Margrethe
Hver søndag kan man få et indblik i kronprinsesse Märthas liv i DR-serien ”Atlantic Crossing”, som handler om den norske kongefamilie under anden verdenskrig.
Kronprinsesse Märtha var gift med kronprins Olav, og sammen fik de tre børn, deriblandt prins Harald, Norges nuværende konge.
Olav var Märthas fætter, og de er begge i familie med Danmarks dronning, Margrethe 2.
Datter af en dansk prinsesse
Hun var en svensk prinsesse, der blev født Märtha Sofia Lovisa Dagmar Thyra den 28. marts 1901 i Stockholm som datter af prins Carl af Sverige og prinsesse Ingeborg af Danmark.
Märthas mor, prinsesse Ingeborg, var datter af kong Frederik 8. og dronning Lovisa.
Kong Frederik 8. var altså både dronning Margrethes oldefar og Märthas morfar.
Kronprins Olavs far var dansk prins
Kronprins Olavs far, kong Haakon, var bror til Märthas mor, prinsesse Ingeborg, og blev født under navnet prins Carl.
I 1905 blev danske prins Carl valgt til konge af Norge, og han skiftede navn til Haakon 7.
Den ældste af prinsesse Ingeborgs brødre blev den senere kong Christian 10. af Danmark – dronning Margrethes farfar.
”Broen”-stjernen Sofia Helin spiller kronprinsesse Märtha i ”Atlantic Crossing”, der sendes på DR1 hver søndag kl. 20.00.