Lars blev skilt i Gift ved første blik: Nu sætter han ord på kærlighedslivet
Det blev ikke til den store kærlighed for ægteparret Lone og Lars i ”Gift ved første blik”.
Halvvejs inde i programmet vidste de, at deres følelser for hinanden udelukkende var venskabelige. Alligevel fortsatte de i eksperimentet til det sidste, men måtte kaste håndklædet i ringen og lade sig skille.
Selv om Lars ikke fandt kærligheden i programmet, er han taknemmelig over at have været med.
– Jeg har simpelthen fået så mange positive kommentarer alle steder fra. Det har givet mig et kæmpe boost, som jeg er vildt taknemmelig over.
Han fortæller, at han har kæmpet med dårligt selvværd, hvilket blandt andet kom til udtryk i afsnit et af programmet, da han pludselig blev usikker. Men de positive reaktioner fra folk har fået ham til at tro mere på sig selv.
Kort efter eksperimentet sluttede tilbage i juni, vendte lykken sig for fynboen. Han afslører, at han i sommer begyndte at date en, som han stadig ses med i dag.
– Det er en fra paddleklubben, som jeg er begyndt at snakke med, afslører han.
Mens programmet har kørt på tv, har de dog været nødt til at holde lav profil af respekt for programmet.
– Hun har været supercool omkring det hele, men hun glæder sig også til, at det er slut, fortæller Lars.