Lars Mikkelsen: Jeg læser masser af historiebøger
Lars Mikkelsen, 51 år, var at finde på Bogmessen i Bella Centret for at gøre reklame for den lydbogsvirksomhed "Momolydbog", som han og et hold skuespillerkolleger stiftede i 2008. Her vælger de selv de bøger, de har lyst til at indtale, og som læserne bagefter kan downloade fra momolydbog.dk.
Selv har den kendte skuespiller ikke tid til at læse noget som helst andet end historiebøger for tiden. Han er i fuld gang med at lave en stor TV-serie i 12 afsnit om danmarkshistorien, som Danmarks Radio er ved at optage med ham som vært.
- Jeg har læst en masse om stenalderen og renæssancen, og om lidt skal jeg i gang med bronzealderen og jernalderen, fortæller Lars Mikkelsen, der som kombineret lyst- og pligtlæsning har Ulrik Langens "Tyven - den utrolige historie om manden, der stjal guldhornene" liggende på natbordet.
Hvis Lars Mikkelsen i år vælger at give en bog i julegave bliver det Carsten Jensens nye roman "Den første sten" om krigen i Afghanistan.
- Den er aktuel og handler om noget, vi har godt af at læse om. Jeg ville også selv vælge den som vinterlæsning.., og faktisk skal jeg læse den ind for Momolydbog, smiler Lars Mikkelsen.
"Historien om Danmark" bliver sendt på DR1 i bedste sendetid med premiere i starten af 2017.