Line Franck fra I hus til halsen får kritik af seerne: Nu reagerer hun
Gennem flere sæsoner har Line Franck været med til at hjælpe danskere med at få solgt deres boliger i DR’s ”I hus til halsen”.
Hvert afsnit begynder med, at hun og designeren Søren Vester træder indenfor og giver deres umiddelbare mening om, hvad de synes om husene og indretningen.
Det er ikke altid, at seerne er helt enige i Line Francks kontante reaktion, og det ved hun også godt. Nu svarer hun på kritikken.
- Når jeg får kritik, så er det, at folk bliver trætte af at høre, at jeg kritiserer husene. Men jeg synes selv, at jeg siger det på en ret pæn måde, fortæller Line Franck til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Jeg kommer ikke til at lave om på det, for det, der er nødvendigt, er jo, at der for en gangs skyld er nogen, som tager bladet fra munden og fortæller, hvordan situationen er, og hvad der skal gøres.
Vigtigt at være ærlig
40-årige Line Franck fortryder ikke noget af det, hun har sagt i programmet, og det håber hun, at seerne kan forstå.
- Det hjælper ikke noget, at man pakker tingene ind i vat. Vi har kun tre en halv dag til at få huset fikset, så faktisk er jeg bare ærlig, fastslår hun og tilføjer:
- Min rolle er jo lidt at være ”bad cop”, og Søren er ”good cop”. Jeg synes, vi er konstruktive og ærlige. Vi skal ramme bunden, før vi kan ramme toppen. Det er vores opgave at være kritiske.
Sæson 11 af ”I hus til halsen” sendes hver onsdag kl. 20.00 på DR1.