Lise Nørgaard sendt på jagt efter Helle Virkner: Jeg følte mig så flov
I DRs nye historiske dramadokumentar-serie ”Krag & Virkner” følger man historien om Danmarks statsminister og en af Danmarks mest feterede skuespillerinder.
I 1959 havde de kendt hinanden i en måneds tid, da de i juli måned stak af på en hemmelig kærlighedsferie i Sydfrankrig.
I ”Krag & Virkner” medvirker Lise Nørgaard, der senere skulle blive en meget nær veninde til Helle Virkner. Dengang var "Matador"-forfatteren journalist på Politiken. Hun var i Paris for at dække modeuge, da hun blev kontaktet af redaktionen. Se og Hør havde fundet parret, og nu skulle Lise Nørgaard også tage til Nice og følge parret, der senere blev et af Danmarks mest feterede par.
Lise Nørgaard protesterede, men lige lidt hjalp det. Afsted skulle hun.
I programmet beretter Lise Nørgaard, hvordan hun befandt sig i bjergene med udkig til Helle Virkner og Jens Otto Krag, der var ganske uvidende om, at de blev observeret. Der var flere journalister og fotografer, og der blev taget billeder af parret med lange linser.
- Jeg følte mig så flov, fortæller hun.
Det var en stor overraskelse for parret, da der dukkede en journalist fra Se og Hør op. Han gav dem valget mellem at lave et interview eller at Se og Hør bragte billederne taget fra bjergene.
- Det må have været et helvede for dem. Eller, det var det, siger Lise Nørgaard i programmet.
Parret ender med at gifte sig. Lige der i Sydfrankrig kun en måneds tid efter, de mødte hinanden for første gang.
Langt og nært venskab med Helle Virkner
Senere medvirker Helle Virkner som bekendt i ”Matador”, hvor hun udødeliggør rollen som Elisabeth. Venskabet med Lise Nørgaard bliver langt og tæt.
Da Helle Virkner dør i 2009, efterlader hun sig de to børn fra ægteskabet med Jens Otto Krag, Søsser og Jens Kristian. I 2010, da Jens Kristian fejrer sin 50-års fødselsdag i Grøften i Tivoli, møder BILLED-BLADET Lise Nørgaard. Ved den lejlighed sagde hun om Helle Virkners børn:
- Jeg har kendt dem, siden de blev født, og jeg slipper dem aldrig, og tilføjede:
- Jeg var med som journalist, da Helle Virkner og Jens Otto Krag blev gift i 1959. Der mødtes vi, og siden var Helle Virkner og jeg veninder, og jeg har altid været tæt på hendes børn. Jeg ser dem stadig jævnligt og besøger ofte Søsser på institutionen Rødbo, hvor hun bor nu, og jeg må sige, at det er vidunderligt at se, hvordan hun er blomstret op, efter hun er kommet der.
Søsser var i de sidste mange år af sit liv plaget af svær sklerose, og hun døde fire år senere i en alder af blot 51 år.
"Krag & Virkner" kan ses søndage på DR1 kl. 20.00. De fire afsnit i dramadokumentaren ligger allerede tilgængelige på dr.dk.