24. mar. 2025
Af Laura Dalgård Hansen

Løfter sløret: Puk Elgård bliver vært på helt nyt DR-program

Puk Elgård
Puk Elgård
Foto: Hanne Juul
DR afslører nu nyt om tv-program, der har Puk Elgård som vært.

Sidste år havde DR premiere på det helt nye og hjertevarme program ”Demenskoret”, der havde Puk Elgård som vært, og nu er hun på vej med mere tv.

Da BILLED-BLADET for halvanden uge siden mødte hende til TVPRISEN, kunne hun dog ikke afsløre, hvad det var.

- Jeg starter på nogle nye projekter. Jeg skal i gang med noget nyt fjernsyn om ikke så længe. Men så er det jo altid sådan, at det må man jo aldrig sige. Jeg synes, jeg er meget privilegeret og heldig, at selv om jeg har holdt en pause på et år og skrevet bog, så var der opgaver til mig alligevel. Så jeg er glad, lød det fra Puk Elgård dengang.

Nu er der dog nyt fra DR, som afslører, hvad det er, Puk Elgård snart tager hul på, og det handler om arv.

Tidligere har TV 2 lavet programmet ”Når arven splitter os”, men nu vil man på DR – med Puk Elgård i spidsen – forsøge at hjælpe danskerne, inden det kommer så vidt.

- I Danmark er vi ikke ret gode til at tale om, hvad der skal ske, når vi ikke er her mere. Det er kun hver fjerde, der har skrevet testamente, og det kan give uro og livslange uvenskaber blandt de efterladte. Jeg vil gerne hjælpe jer. I et nyt tv-program sætter jeg jeres familie sammen med en arveretsadvokat, så I får skrevet et testamente og får en klar plan for fremtiden, siger Puk Elgård i en præsentationsvideo om det nye program, som man søger medvirkende til.

Læs mere om programmet og hvordan man deltager her.

Mere om: