Lucy fra X Factor: Vidste ikke rigtigt hvad X Factor var
Som det med al tydelighed fremgik af sæsonens første afsnit af ”X Factor”, var der langt mellem de talentfulde sangere, da de tre dommere tog til Aarhus, som ellers har leveret end mængde store talenter gennem konkurrencens seks tidligere sæsoner.
En af deltagerne skilte sig dog heldigvis ud mellem mængden – nemlig den 23-årige Lucy Mardou fra Thy.
Produktionsselskabet BLU havde set Lucy på internettet og havde opfordret hende til at møde op med sin guitar og en komposition fra egen hånd. Og det gav heldigvis pote.
Selv tager hun dommernes begejstring og sin audition med knugende ro.
- Det var lidt ligesom at spille sin sang for tre publikummer. Selvfølgelig var jeg lidt nervøs, men det var nok mest på grund af de mange kameraer. Jeg vidste jo slet ikke hvad jeg gik ind til, fortæller Lucy, som heller ikke kendte de tre dommere i forvejen.
- Jeg har aldrig set ”X Factor” og vidste ikke hvad det var. Vi har ikke et fjernsyn. Kun computer og internet. Så hvis vi ser TV, er det mest film og serier, fortæller Lucy, som siden maj måned sidste år har boet i Thy-lejren sammen med sin kæreste Hector. Parret har en datter på 10 måneder.
Da udsendelsen løb over skærmen her til aften, var det meste af lejren samlet for at se Lucy. Og alle sejl sat. Så der var både storskærm og fællesspisning i det alternative samfund i Nordjylland.