Mads Steffensen og Maria Yde skifter kanal
Mads Steffensen og Maria Yde, der var værter ved årets store sportsgalla "Sport 2010", har begge valgt at hellige sig andre aktiviteter. Maria skal være vært på DR's internet-nyhedskanal DR Update - og Mads vil fremover koncentrere sig om jobbet som vært i radioprogrammet "Mads og monopolet" samtidig med, at han skal arbejde med en helt ny radiokanal, DAB 7.
- Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg har truffet den rigtige beslutning, forklarer Mads til B.T. Jeg er gammel radiomand og elsker at lave radio, og efter fire år med TV - OL, VM, valg og kongelige begivenheder - synes jeg, jeg har lavet alle de ting, jeg skal lave i TV. Nu skal jeg i gang med at gøre min radio-baby, Mads og Monopolet, endnu større, siger Mads.
Maria Yde, der har en søn på 15 måneder, forklarer, at hun foretager jobskiftet både på grund af de mere familievenlige arbejdstider på Update, og fordi hun meget gerne vil lave nyheder.