Malene Schwartz: Jeg har altid beundret Helle
Malene Schwartz, 80, hylder sin livslange veninde i forordet til en rigt illustreret bog "Helle Virkner", som forlaget Lindhardt og Ringhof udsender i dag.
- Jeg har altid beundret Helle som kunstner, men sandelig også som kvinde og mor. Den måde, hun tog sig af sine børn, Jens Christian og Søsser, var enestående. De var altid om hende og med hende, og hun elskede dem betingelsesløst. Nok var Helle en superstjerne, men hun var først og fremmest et fantastisk menneske og en god veninde, som altid vil have en stor plads i mit hjerte, skriver Malene Schwartz om Helle Virkner, der døde 83 år gammel i 2009.
SE BILLEDERNE: Derfor elskede vi Helle Virkner
Huskes for formidabelt søster-sampsil
De var veninder helt tilbage fra 50'erne og vil for altid huskes for deres formidable samspil som søstre i TV-serien "Matador". Malene Schwartz fortæller i forordet, hvordan de fik rollerne. Det skete, efter at de sammen med blandt andre Holger Juul Hansen og Sonja Oppenhagen havde medvirket i lystspillet "Seks på weekend" på Aveny Teatret.
- I løbet af den lange spillesæson kom vi fire tæt på hinanden, og det betød ikke alene, at vi knyttede venskaber, men også at vores samspil blev eminent. Det blev vores held! En aften var filminstruktøren Erik Balling blandt publikum, og jeg tror, det var her, han fik idéen til at engagere os til den TV-serie, han var ved at forberede sammen med Lise Nørgaard, nemlig "Matador". I hvert fald endte det med, at jeg fik rollen som Maude Varnæs, Holger Juul Hansen blev min mand, bankdirektør Hans Christian Varnæs, Helle Virkner blev min søster, Elisabeth Friis, og Sonja Oppenhagen den unge Vicki Arnesen, skriver Malene Schwartz.
Bogen "Helle Virkner" er en ny-illustreret, revideret og forkortet coffeetable-udgave af den populære erindringsbog "Hils fra mig og kongen", der udkom i 1994.