Maria og Christina blev genforenet med deres mor i Sporløs: Nu afslører de, om de vil finde deres far
Det var en rørende genforening, som seerne var vidne til i aftenens afsnit af DR-programmet "Sporløs". I afsnittet lykkedes det nemlig tvillingesøstrene og holdet bag ”Sporløs” at finde pigernes biologiske mor.
Christina og Maria fik desuden kontakt med en halv-lillesøster, som de ikke anede eksisterede.
Søstrene har hele deres liv haft sparsomme informationer om deres mor. Informationer som primært stammer fra de adoptionspapirer, de havde med sig i flyveren fra Bolivia.
Fundet af deres bolivianske mor åbnede derfor ganske naturligt op for spørgsmål, der omhandlede deres biologiske far.
– Vi fik at vide af vores mor, at de havde et meget turbulent forhold. Han var ikke særlig sød ved hende. Vi kan ikke helt finde ud af, hvad der skete, men vores far forsvandt i hvert fald ud af vores liv, allerede inden vi kom på børnehjem. Siden har han ikke været inde i billedet, og hun har ingen kontakt til ham i dag, forklarer Christina til BILLED-BLADET, hvorefter hun sætter ord på, hvorvidt hun og Maria har et ønske om at forsøge at finde deres biologiske far.
– Nej, på ingen måde. Vi har altid kun været interesserede i at finde vores mor. Vi føler, at vores far valgte os fra for længe siden. Det er sådan, det er, slår hun fast.
Maria og Christina boede hos deres mor, indtil hun en skæbnesvanger dag forsøgte at tage sit eget liv. Hun endte på hospitalet, og søstrene blev afleveret på et børnehjem i La Paz, hvorfra de i 2004 blev adopteret af et dansk par fra Nordjylland.
Søstrenes biologiske mor overlevede, men det lykkedes hende aldrig at få vished om, hvad der var blevet af hendes døtre, som hun troede var døde, lige indtil de en dag dukkede op sammen med et tv-hold fra Danmark.
Du kan se ”Sporløs” hver mandag klokken 20:00 på DR og på DRTV.
HAR DU DET SVÆRT?
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.
Ring til Livslinien på 70 201 201.
Livslinjen har åbent året rundt fra 11-05.