Meget mere X Factor: Ekstra program i den nye sæson
Meget er som det plejer, når DR sender sidste og 11. sæson af X Factor i det nye år, men der er også enkelte ændringer.
For i den kommende sæson kan man glæde sig over, at der et ekstra program med. Der bliver derfor 15 fredage, hvor danskerne kan samle sig foran TV-skærmene og følge jagten på Danmarks nye sangstjerne.
I det ekstra program kommer man til at følge de tre bootcamps, og seerne kommer således endnu tættere på udskillelsesprocessen, som afgør, hvem der går videre til liveshows.
Rockmama fuldender dommertrio
Ved dommerbordet finder vi igen Remee og Blachman, som er klar til deres henholdsvis ottende og tiende omgang. Mellem sig får de dog et helt nyt ansigt – det er nemlig hele Danmarks rockmama Sanne Salomonsen, der fuldender dommertrioen.
”Det er kæmpe scoop for X Factor at have fået en kapacitet som Sanne Salomonsen med ombord. Hun er et fantastisk varmt og humoristisk menneske, der samtidig har en enorm viden og erfaring.
- Med andre ord har hun alt det, der skal til for at være dommer i X Factor. Jeg kunne ikke forestille mig en bedre kvinde til at holde de to gamle drenge i ørerne,” fortæller DR’s underholdningschef Jan Lagermand Lundme i en pressemeddelelse.
Sofie Linde er vært igen
Som vært på hele showet er Sofie Linde, som for tredje år i træk styrer slagets gang.
Den nye sæson har premiere mandag den 1. januar klokken 20.
Gense billeder af nogle af deltagerne gennem de forrige ti sæsoner herunder: