Melodi Grand Prix-vinderne Ben & Tan: Sådan fik de alligevel deres finale
De danske Melodi Grand Prix-vindere Ben & Tan havde glædet sig til at optræde ved årets Eurovison Song Contest i Holland, men showet blev aflyst på grund af coronakrisen.
17-årige Benjamin Rosenbohm og 22-årige Tanne Balcells blev dog ikke snydt for en finale – den var bare lidt anderledes, end de havde drømt om.
Duoen deltog nemlig i Tysklands helt egen Eurovision-finale lørdag den 16. maj og sang live på tysk tv.
En flot placering
Tyskerne havde på forhånd stemt på deres 10 favoritter ud af årets 40 Eurovison-sange, og sangen ”YES” med danske Ben & Tan var blandt de udvalgte.
Duoen konkurrerede mod lande som Sverige, Island, Italien og Litauen, og de endte med at få en fin placering.
Ben & Tan fik en flot femteplads, mens Litauen løb med vindertitlen i det tyske Eurovision.