
Mikael fra Forsvundne arvinger blev dybt rørt, da han endelig fik svar: Sådan er det gået efter programmet

Det var et rørende første afsnit af niende sæson af ”Forsvundne arvinger”, hvor Mette Frisk og Adam Jon Kronegh fandt frem til afdøde Erik Kraps arving hans nevø, Mikael Krap, fra Frankrig.
Da han blev kontaktet af holdet bag programmet, havde han på fornemmelsen, at der ventede en trist nyhed.
– Da jeg blev ringet op af dansk tv, blev jeg først overrasket, men jeg vidste, at det var for at fortælle mig, at min far var død, og også at min onkel var død, og jeg havde meget lidt information om ham. Så kom tristheden, selv om jeg i baghovedet allerede var i sorg, fortæller Mikael Krap i et skriftligt svar til BILLED-BLADET.
Tre måneder efter at han havde haft besøg af ”Forsvundne arvinger” i Frankrig, rejste han med sin hustru til Danmark, hvor han besøgte Aarhus, hvor hans far, Poul Krap, og hans onkel, Erik Krap, havde boet.
Han beskriver, at besøget i Aarhus var et stort øjeblik for ham.
– Gaderne i Aarhus virkede velkendte for mig, besøget i familiens hjem, kirkegården, hvor min onkel og mine bedsteforældre ligger begravet, plejehjemmet, hvor jeg kunne finde ud af mere om min onkel Eriks liv, alt blev gjort for, at jeg kunne finde ud af mere om min familie, og disse minder vil blive hos mig for altid. Besøget sluttede ved havet, og Emily (tilrettelæggeren red.) viste mig, hvor min far hvilede, og det var et meget dejligt øjeblik for mig. For siden den dag, har jeg vidst, hvor han er, og jeg tror, at han ville have syntes om det, understreger Mikael Krap.
Rejser til Danmark
Han fortæller, at der venter ham en ny rejse til Danmark til sommer, da det er noget af det, arven skal bruges på.
– Med pengene fra arven skal vi til sommer tilbage til Danmark for at hente min onkels ting på plejehjemmet, og resten skal bruges til livets glæder, lyder det fra Mikael Krap.
Han er taknemmelig for, at ”Forsvundne arvinger” har givet ham svar på alle hans spørgsmål, og han fremhæver, at det har været en positiv oplevelse at være med i programmet.
"Forsvundne arvinger" kan ses hver mandag kl. 20.00 på DR eller på DRTV.
