Missede finalen i Den store juniorbagedyst: Sådan går det Bertram i dag
I flere uger har de bagt og bagt, og lørdag aften gjaldt det så den store semifinale i ”Den store juniorbagedyst”. Temaet bød på masser af feriestemning, og desværre for Bertram Clementsen var det i sidste ende ham, der trak det korteste strå og måtte forlade konkurrencen.
- Lige da beskeden kom, blev jeg selvfølgelig ked af det, fordi jeg vidste, der kun var én gang tilbage, og det ville jeg gå glip af. Jeg blev ked af det og begyndte at græde, men jeg fik at vide bagefter, at man også kunne se på mig, at jeg var stolt. Jeg var megastolt, for det er langt at komme til semifinalen, fortæller Bertram på snart 15 år.
- Da jeg røg ud, tænkte jeg tilbage på alt det, jeg havde fået med. Selve oplevelsen og vennerne, og jeg har udviklet mig meget gennem bagedysten. Både i forhold til at jeg er blevet bedre til at bage kager, men også i mig selv. Jeg er blevet mere selvsikker omkring hvad jeg laver og sådan, uddyber han.
Finale-programmet blev optaget dagen efter semifinale-programmet, og det betød også, at Bertram allerede havde forberedt, hvilken kage han ville lave i finalen, hvis det skulle komme så vidt. Desværre nåede han aldrig at vise sit sidste mesterværk frem i programmet, men han er virkelig glad for alt det andet, han har fået ud af at være med i programmet.
- Det var en vanvittig oplevelse! Førhen var det bare derhjemme, jeg bagte, og så pludselig vidste man, at hele Danmark ville se det, og man blev bedømt af nogle rigtige konditorer. Det var spændende og megafedt – også alt det med venskaberne. Vi deltagere er blevet så gode venner, og vi ringer sammen hver dag og er blevet så tætte, siger han.
Bertram har bagt, siden han var helt lille, og i dag bager han stadig hver uge. Drømmen er, at han med tiden gerne vil gøre sin passion til noget, han også kan leve af.
- Jeg gad godt have mit eget konditori eller bage en masse kager derhjemme og så leve af at lægge billeder af det på nettet og lave events, fortæller Bertram, der nævner Ditte Julie Jensen, som var med i ”Den store bagedyst” i 2015, som sit store idol.
- Jeg vil også godt, hvis jeg ikke kan have mit eget kagebrand, være noget inden for tv-branchen. Jeg gad godt enten at være vært på tv eller en del af produktionen bag et program som bagedysten. Det fik jeg meget indblik i undervejs, og det så ret fedt ud, lyder det videre fra den unge bagedyststjerne.
På lørdag er der finale i ”Den store juniorbagedyst”, og vinderen skal findes mellem Ella, Mathilde, Alfred og Marie.