Morgensang igen - men uden Faber
Efter mange uger med store seertal hver morgen, når Phillip Faber satte sig til klaveret og fik danskerne til at synge morgensang, forsøger DR nu at fortsætte sucessen. Men det bliver uden den ellers mega-populære Faber. I stedet satser DR på, at to nye kendte danskere er i stand til at løfte arven efter Faber. Det er musikeren Ole Kibsgaard og sangeren Kaye Brüel, der er udset til opgaven. Allerede fra onsdag den 12. august kan hele Danmark igen lave hofterul og synge sammen hver morgen, når den nye værtsduo byder velkommen til "Morgensang" fra DR Koncerthuset.
Vi glæder os
- Vi glæder os og håber, at der er rigtig mange, der synger sammen med os og vil være med til at bevare traditionen for "Morgensang"’. Det er helt unikt at dyrke danske sange i fællesskab på den måde, siger Kaya Brüel.
Ole Kibsgaard, der selv er vokset op med at synge morgensang fra Højskolesangbogen, supplerer:
- Følelsen af at synge sammen gør bare noget med stemningen og fællesskabet. Vi kommer til at benytte os af flere instrumenter, så på nogle numre vil der blive spillet for på guitar eller et andet instrument, når det giver mening, men selvfølgelig også stadig klaver.
Den første uge kan danskerne blandt andet se frem til at synge "Jutlandia", "I Østen stiger solen op", "Jeg er havren" og "Det er sommer, det er sol og det er søndag".
Udover værtsduoen møder seerne også en række andre nye tiltag i programmet.
Phillip Faber: Det bli'r godt
"Morgensang" opstod den 16. marts på DR Pigekorets Facebookside. Allerede næste morgen fik programmet fast plads på DR1. Her blev "Morgensang" sendt i 100 afsnit med chefdirigenten for DR Pigekoret Phillip Faber ved klaveret.
Nu overtager Kaya Brüel og Ole Kibsgaard altså stafetten som værter. Og den tidligere vært, Phillip Faber, er helt tryg ved de nye værter, som skal overtage hans "barn":
- Kaya og Ole er så ægte og musikalske, så det kan kun blive godt. Ole spiller fantastisk på mange forskellige instrumenter og Kaya synger vidunderligt. "Morgensang" er et supplement til alle sangfællesskaber og til danskere i alle aldre, som vil være fælles om sang. Jeg glæder mig til synge med fra sidelinjen, fortæller Phillip Faber.
"’Morgensang" sendes hverdage klokken 09.05 på DR1, DRTV og P2. I weekenden sendes "Morgensang" klokken 10.03.