
Morten Kjeldgaard Muttis rørende reaktion: Nej, nej, nej, jeg kan næsten ikke ha’ det

Det næsten sprøjter med glædestårer i femte og sidste afsnit af DR-dokumentaren ”Far, far & børn”, der sendes 17. marts kl. 20 på DR 1 og har kunne ses fra morgenstunden på dr.dk.
Her følger vi Morten Kjeldgaard og Frederik Hauns rejse mod målet: At bliver forældre.
Med uvurderlig hjælp fra graviditetsvært Nanna Brandt går drømmen i opfyldelse 27. september 2024 på Hvidovre Hospital.
Her føder Nanna Brandt tvillingerne Nora og Emma.

De små mirakler
Samtidig med at Morten og Frederik bliver forældre, får Morten Kjeldgaards mutti, Inge-Lise, for første gang børnebørn – og så hele to stk. på en gang.
Da Morten og Frederik sidder med hver deres baby i armene, ringer Morten til sin mutti og facetimer, så hun kan se de små nye mirakler.

Inge-Lise Kjeldgaard reaktion er rørende:
-Nej, nej, nej, nej, nej. Jeg kan næsten ikke ha’ det!! Arh, men så fine de er, jubler hun, så det næsten må kunne høres fra Nørresundby ved Aalborg, hvor Inge-Lise bor, og helt til Hvidovre.
Inge-Lise må hurtigt til storbyen, så hun kan holde sine børnebørn.

Besøg på hospitalet
På hospitalet får de to små nyankomne piger også besøg af Frederik Hauns forældre, Britta Haun og René Allermann.
De er lige så jublende lykkelige for de to små vidundere, som også er deres første børnebørn.
Graviditetsvært Nanna Brandts mor kommer også på barselsvisit for at se til sin seje datter og de to små piger, hun har båret i sin mave i ni måneder.
