Morten og Søren fra Gift ved første blik afslører om deres første kys: Troede ikke, det ville blive filmet
Morten fra ”Gift ved første blik” har egentligt taget den beslutning, at han ikke vil kysse sin ægtemand lige med det samme.
Men så møder han Søren…
– Der gik 22 minutter, fra vi mødte hinanden, til vi kyssede, ler han og fortsætter:
– Man har et standpunkt, til man får et nyt.
– Alle de katastrofetanker, jeg har haft, og alle de følelser, der sidder i mit hjerte – hvis han siger nej, hvis jeg allerede kender ham, hvis vi ikke kan lide hinanden – det har fyldt så meget, og allerede da jeg ser ham, kan jeg se, at jeg er meget tiltrukket af ham. Det er sådan en, jeg vender mig om efter på gaden. Og han er sådan en stor støtte fra det første øjeblik. Jeg er lidt mere all over the place end Søren, og han fører mig roligt rundt til de der bryllupsbilleder, så da vi sætter os på tæppet og får lov til at trække vejret og have en samtale, hører jeg vores VJ (videojournalist, red.) hviske til casteren, at hun skal skifte kort på kameraet. Og jeg tænker, at hvis hun går væk på et tidspunkt, så vil jeg læne mig ind og give ham et kys – for så vil det ikke komme med på kamera…
Morten ser sit snit
Da kameradamen vender sig, ser Morten sit snit.
– Lige pludselig læner han mig ind til mig og spørger, om han må kysse mig, imens kameradamen var væk, fortæller Søren.
– Det overrasker mig lidt.
Men det nygifte par når ikke at gøre det helt i smug.
For med det samme kommer kameradamen løbende, og hun når at filme et øjebliks kys.
Søren: Glad for at Morten tog initiativet
Søren er glad for, at Morten tager initiativet til det første kys.
– Jeg vidste, at jeg ikke ville være den, der lagde op til det. Jeg tager ikke så ofte det første skridt - for hvad nu, hvis den anden ikke har lyst. Så det var perfekt, siger Søren, der havde haft lyst til at kysse Morten, siden han så ham første gang.
– Og jeg forstår slet ikke, man har fundet nogle klip, hvor jeg taler, for jeg føler, jeg havde min tunge langt nede i halsen på Søren under hele brylluppet. Det var romantisk, og det hele havde været så verbalt med casterne og i vores interviews, og her var noget nonverbalt – og det fungerede bare! smiler Morten.