Natalie Madueño fra Bedrag: Derfor kan jeg godt lide Claudia
Natalie Madueños karakter Claudia i DR1-serien ”Bedrag” var knap nok kommet ud af fængslet, før hun kastede sig direkte i armene på Energreens tidligere bestyrelsesformand, den hensynsløse hr. Christensen.
Det er måske ikke alle seere, som er enige i Claudias valg, men for skuespilleren Natalie Madueño har det været spændende at følge juristens udvikling i sæson to.
- Claudia har mange fantastiske sider, men hun har også mange grimme sider, og det er det, der gør hende interessant, siger Natalie Madueño til BILLED-BLADET og tilføjer:
- Hun er god, og man holder med hende, men man synes også, at hun er en idiot. Og det kan jeg godt lide ved hende, for det gør, at karakteren kan gå i mange forskellige retninger.
Claudia må bøde
28-årige Natalie Madueño må ikke afsløre, hvad der kommer til at ske med hendes karakter i de kommende afsnit, men seerne kan godt glæde sig.
- Claudia har gjort nogle ting i første sæson, som hun må bøde for nu, og det er noget, hun tager med sig gennem hele sæsonen. Så jeg vil bare sige: forvent intet og forvent alt!, lyder det fra skuespilleren.