Nina Bendixen: Med alderen har jeg fået færre usikkerheder
Den 34-årige DR-vejrvært er glad for, at hun efterhånden som årene går oplever, at ungdommens usikkerhed er banet af vejen.
I stedet er der kommet en større tro på, at hun gør det rigtige, og at det hele nok skal gå, fordi det plejer det.
- Jeg har lige så mange usikkerheder som mange andre, men med alderen får jeg færre af dem, siger Nina Bendixen til BILLED-BLADET.
Kroppen er mere værdsat
Det er også ensbetydende med, at hun nu kan se på sig selv i spejlet og være tilfreds, og det samme gælder, når hun er på skærmen som vejrvært.
Nina Bendixen har en fortid som danser, og selv om hun ikke træner så meget, som hun har gjort, sætter hun en større pris på sin krop nu.
- Jeg har mange gode ting kørende for mig, og jeg ved, at alt er en proces, siger hun.
Familien skal finde ro sammen
Efterhånden som årene er gået, er Nina Bendixen dermed også blevet klogere, og hun er klar over, at et tilvalg også betyder fravalg.
I fremtiden drømmer den smukke vejrvært om at finde en ro sammen med sin familie, der lige nu består af ægtemanden Lasse Lefevre og datteren Molly, men med endnu et barn på vej.
Som alle andre småbørnsfamilier forsøger de at få deres individuelle arbejdstider til at hænge sammen og få økonomien til at slå til.