16. mar. 2025
Af Luise Marie Bekker

Nola Gaardmand: Det var hun bange for

Nola Grace Gaardmand Barsøe.
Nola Grace Gaardmand Barsøe.
Foto: Agnete Schlichtkrull/DR
Nola Grace Gaardmand Barsøe var bange for, hvad der skulle møde hende i arbejdet på "Slave af Danmark".

Nola Grace Gaardmand Barsøe er vært på DR's dramadokumentar "Slave af Danmark", der kører på kanalen om søndagen for tiden.

For Nola og resten af produktionen har det været vigtigt at portrættere både slaverne og slaveejerne som rigtige mennesker.

– Det var noget af det, der rørte mig allermest. For når man læser om det, kan det godt blive lidt abstrakt, ikke? Man læser, at 100.000 mennesker blev fragtet over under dansk flag. Det var en klump af mennesker, man flyttede fra A til B. Det bliver hurtigt bare et tal. Især i Ghana rørte det mig rigtig meget at blive mindet om, at det var rigtige mennesker, som forsvandt et sted fra, og som var savnet. De mennesker, der endte med at komme på de her danske skibe og komme over til de danskvestindiske øer, var jo også nogens datter. Eller søn. Eller bror. Eller bedste ven. Deres pårørende fandt aldrig ud af, hvad der blev af dem, siger hun til BILLED-BLADET.

Nola: Det rørte mig dybt

Nola havde på forhånd været lidt bange for, hvad der skulle møde hende, når hun ankom med en dansk produktion og skulle tale med efterkommerne af slaverne. Men den frygt kunne hun hurtigt pakke sammen.

– Der var ikke skyggen af hævntørst. Eller en følelse af, at jeg eller vi danskere skulle have dårlig samvittighed. Den holdning kan sikkert godt findes på øerne, men blandt dem, jeg mødte, oplevede jeg blot et helt oprigtigt, meget dybfølte ønske om at dele den her historie, som fylder på øerne. Det rørte mig dybt.

Mere om: