Nu gælder det: Fyr & Flamme rejser til Holland
Denne uge bliver helt særlig for det danske band Fyr & Flamme.
For mandag rejser de og resten af den danske delegation til Holland, hvor semifinalerne og finalen ved Eurovision Song Contest 2021 afholdes.
Pakket og klar
Duoen Fyr & Flamme bestående af Jesper Groth og Laurits Emanuel har pakket og rejser mandag til Rotterdam, hvor de skal spille til Eurovision Song Contest.
Blandt bagagen er tre forskellige outfits, som duoen har klar til deres optrædener.
- Vi har været ude og rippe hele kælderen ude på Danmarks Radio med noget rigtig smart tøj fra de sidste 40 år, siger Laurits Emanuel i ”Go’ Aften Live”.
- Vi har tre gode sæt, for vi skulle også helst passe sammen. Laurits ser meget eksklusiv ud, og så kan der være en dag, hvor jeg lidt mere ligner Poul Krebs, siger Jesper Groth.
I semifinalen
Selv om Fyr & Flamme rejser til Holland mandag, er der egentlig længe til det hele gælder.
I løbet af denne uge skal de på scenen et par gange til prøver, mens der også er en række presseevents, som de skal deltage i.
Men det er først ugen efter, det virkelig gælder, når Fyr & Flamme skal spille deres bidrag ”Øve os på hinanden” til anden semifinale 20. maj.
Forhåbentlig får de point nok til at gå videre til finalen 22. maj. Begge dele vises direkte på DR 1.