To nye hanløver klar i Løvens Hule: Mød dem her
Klokken 20.00 torsdag 2. januar starter femte sæson af ”Løvens Hule”.
Det oplyser DR i en pressemeddelelse, hvor de lover både højere bud fra investorerne og rekord i antallet af investeringer.
Tre gamle kendinge
De fem investeringsløver i panelet er tre gamle kendinge: Jesper Buch, Jan Lehrmann – og så Mia Wagner, der er ene løvinde i hulen.
To nye, unge hanløver
De to nye er nemlig begge hanløver – to unge investeringslystne hanløver: Christian Arnstedt og Jacob Risgaard.
Christian Arnstedt er med sine 31 år den yngste investor i Løvens Hules historie. Hans baggrund er både serie-iværksætter og serieinvestor.
Baggrund som elite-sportsudøver
Han har investeret i blandt andet brands indenfor ure og solbriller – og i kosttilskud og beauty.
Endelig har han også en baggrund som konkurrence-sportsudøver.
- Jeg håber, at jeg kan være med til at inspirere nogle af de yngre seere til at gå ud og tage springet og starte en virksomhed, fortæller Christian Arnstedt i pressemeddelelsen.
Succesen lå ikke i kortene
Den anden nye løve, Jacob Risgaard, er medstifter af den nordjyske internetgigant Coolshop og har desuden investeret i en lang række virksomheder indenfor software, logistik og robotter.
- Det lå bestemt ikke i kortene, at jeg skulle være virksomhedsejer og foredragsholder. På trods af en skæv skolestart og lidt for meget ballade på Frederikshavns gadehjørner kom jeg tilbage på sporet, fordi jeg mødte nogle mennesker, der troede på mig. Jeg glæder mig til at kunne dele ud af mine erfaringer, lyder det fra Jacob Risgaard.
Femte sæson af Løvens Hule har premiere den 2. januar klokken 20.00 på DR1 og på DR TV.