Oliver Dench spiller Lucian i Hotel Portofino: Dette er hans livs udfordring
I første sæson af “Hotel Portofino” mødte vi Lucian Ainsworth, der med en del ar på kroppen og i sjælen efter at have deltaget i Første Verdenskrig rejste fra England til Italien for sammen med sin familie at åbne et hotel.
Her mødte han den smukke Constance, men hans far ville have ham gift med den nervøse, men økonomisk bedre stillede Rose, og sådan blev det.
I sæson to er vi i 1927, Lucian og Rose blevet gift og bor i London, men deres forhold vakler, og da Lucian vender tilbage til Portofino, står det klart, at hans følelser for Constance ikke er forsvundet.
De tjekker ind på Hotel Portofino sæson 2
Oliver Dench: Jeg skulle have nydt det
“Hotel Portofino” er den største produktion, 30-årige Oliver Dench, der spiller Lucian, har medvirket i. Og ligesom rollen som den unge, charmerende brite har Oliver kæmpet med at finde sit ståsted i tilværelsen.
Til Country & Townhouse fortæller han, at han har brugt rigtig meget tid på arbejdsløshed som skuespiller, og de mentale udfordringer, der kommer fra de tider, er meget reelle.
Han synes, det er et dejligt job, når han arbejder, og et forfærdeligt når han ikke gør det.
Den største udfordring, livet har budt ham hidtil, er den angst og depression, det kan give en skuespiller, når der er lavvande i tilbuddene.
Han ville ønske, han kunne være mere i det.
Hvis han skulle rejse tilbage i tiden og give sit yngre jeg et råd, ville det lyde således:
– Jeg ville være seriøs og fortælle ham, at han skal stoppe med at bekymre sig og føle sig så angst hele tiden, og at alt er dejligt, og processen er belønningen. Jeg har brugt meget af mit liv og min karriere indtil nu på ikke at være tilfreds med, hvor jeg var, eller at jeg troede, at job eller erfaringer eller uddannelse var et springbræt til noget bedre i stedet for noget, der skal nydes, for hvad det er. Jeg har få fortrydelser, men jeg ville ønske, at jeg havde nydt tingene, som de kom til mig, og været mindre prætentiøs, siger han til Country & Townhouse.
Skuespil i blodet
Som barn drømte han om at blive marinbiolog, men at Oliver endte som skuespiller, er ikke helt tilfældigt. Hans farfar var Jeffery Dench, en skuespiller, der optrådte i et hav af Shakespeare-opsætninger. Og derudover er farfarens søster den noget mere kendte Judi Dench, der ligeledes har optrådt i en del Shakespeare-stykker og endda vandt en Oscar for sin præstation i “Shakespeare in Love”.
Det er ikke svært at se, hvor Oliver har sin inspiration fra, og han tænkte da også, at han skulle samme vej, da han hoppede ud i underholdningsbranchen.
– Da jeg først startede, var det eneste, jeg ønskede at gøre, at løbe gennem Shakespeares hovedroller i aldersmæssig rækkefølge. Jeg forestillede mig, at min karriere startede med Romeo, Troilus og Hamlet, og så langsomt blive ældre og ældre, indtil jeg sluttede med Propsero og derefter dø triumferende på scenen i sidste akt af King Lear. Men så indså jeg, at det var pinefuldt prætentiøst. Jeg vil dog stadig gøre det … siger han.
Han er dog helt tilfreds med de roller, han har landet indtil videre, særligt rollen som Lucian i “Hotel Portofino”.
Det er da også bekræftet, at familien Ainsworth vender tilbage i en tredje sæson. Om det bliver sammen med Rose eller Constance, må man se resten af anden sæson for at finde ud af. “Hotel Portofino” bliver lige nu vist på DR1 lørdag aften. Kan man ikke vente på flow-tv, kan man allerede nu se hele anden sæson på DRTV.