Palma fra Den store juniorbagedyst: Jeg havde en mistanke
Om bare en uge bliver det afsløret, hvem der vinder sæson to af ”Den store juniorbagedyst”, men desværre for Palma bliver finalen uden hende.
Der var hård konkurrence i semifinalen, og det var i sidste ende hende, der måtte sige farvel.
Stolt af sin præstation
- Det er selvfølgelig øv, og jeg ville godt have været i finalen, men alle de andre var værdige vindere. Jeg er megastolt af mig selv og overrasket over, at jeg nåede helt til semifinalen, fortæller Palma Marie Falk Lauritsen, der godt havde en fornemmelse af, at det var hende, der ville ryge ud lige inden finalen.
- Det er meget svært at læse dommerne, men man har altid en mistanke, og man ved godt, når man ligger i farezonen.
Et minde for livet
Palma har svært ved at huske præcis, hvad der skete, da Joakim Ingversen afslørede, at det var hende, der måtte forlade konkurrencen.
- Det gik lidt, før det gik op for mig, at det var slut, og så tænkte jeg, om jeg havde nået at nyde det nok. Men det tror jeg, jeg gjorde, og jeg er glad for min præstation.
Med sine bare 12 år var Palma den yngste i dette års udgave af ”Den store juniorbagedyst”, men det har ikke spillet en rolle undervejs, synes hun. Hun er også blevet rigtig gode venner med de andre deltagere, selv om flere af dem er nogle år ældre.
- Det har været en stor oplevelse at være med og et minde, som jeg ikke glemmer lige foreløbig. Jeg har også fået en masse gode venner og mødt en masse søde mennesker, som jeg ikke har tænkt mig at glemme. Jeg har også lært en masse om bagning – det har været hårdt på den fede måde, fortæller Palma, der fortsat holder meget af at bage.
På lørdag er der finale i ”Den store juniorbagedyst”, og vinderen skal findes mellem Adam, Thea, Mille og Paula.