Pernille fra Gift ved første blik: Kærestekemien manglede
Logistikken i at få tid sammen var svær at finde ud af for Allan Fehrs og Pernille Jakobsen fra "Gift ved første blik". I tirsdagens afsnit afslørede de, at de allerede var blevet enige om at blive skilt, når eksperimentet skulle slutte.
- Det kom faktisk i løbet af en snak, vi havde en nat, cirka en uge inden eksperimentet sluttede. Vi var enige om, at vi havde en god kemi, og vi kunne også sagtens se matchet imellem os, men kærestekemien manglede - den der følelse, som er så super svær at beskrive. Og derfor tænkte vi heller ikke, at vi skulle fortsætte som ægtefolk efter eksperimentets afslutning. Det føltes rigtigt for os, og det handlede vi på - men hvad der fremadrettet skulle ske, vidste vi ikke, fortæller Pernille til BILLED-BLADET.
Ville ikke lyve for eksperterne
Under optagelserne i sensommeren besøgte Pernille Allan i Sønderborg, og i programmet siger hun, at hun ikke kan se sig selv bo der, men at det måske ser anderledes ud om et halvt år. Selv om parret virker uafklaret, vælger de at overraske psykologen på deres møde ved at fortælle om deres planer om at lade sig skille.
- Grunden til at vi "afslørede" vores beslutning før tid, var fordi, at vi dagligt blev interviewet omkring vores følelser for hinanden og om, hvor vi tænkte, at vi så os i fremtiden. Og i og med at vi begge var enige om, at vi ikke kunne se os som værende ægtefolk i fremtiden, så ville vi føle, at vi var nødt til at lyve, når vi blev interviewet, og det var der ingen af os, der kunne være i, siger hun.
LÆS MERE: Gift ved første blik: Så mange par er stadig sammen
Der er to afsnit tilbage af "Gift ved første blik".
Se parrenes private billeder i BILLED-BLADET på torsdag.