Phillip Faber om Fællessang: Sådan er det at være tilbage
Efter en pause på fem måneder vendte Phillip Faber i sidste uge tilbage på DR1 med ”Fællessang – hver for sig”.
Hele Danmarks forsanger har i mellemtiden haft travlt med sit job som chefdirigent for DR Pigekoret og med at skrive en bog.
- Det er dejligt at være tilbage, og jeg glæder mig til at tage fat på alle de sange, vi ikke kunne synge i foråret – blandt andet smukke efterårssange som ”Nu falmer skoven” og ”Septembers himmel er så blå”, fortæller Phillip Faber til BILLED-BLADET og tilføjer:
- Og når vi rammer julemåneden, træder vi jo samtidig ind i den tid på året, hvor den danske sangtradition er allerstærkest. Det glæder jeg mig til at opleve.
Vidunderligt at synge
Phillip Faber nyder, at han nu igen kan være med til at samle danskerne om den danske sangtradition.
- Jeg er så glad for, at vi kan samles om fællessangen og sangskatten på denne måde. Midt i en svær tid lå den lige der, og jeg er sikker på, at mange af os har genopdaget sange, som vi havde glemt, at vi elsker, siger han og tilføjer:
- Det bliver vidunderligt at synge alle de smukke sange. Og så får jeg også lidt musikalsk besøg i studiet undervejs.
"Fællessang - hver for sig" sendes på DR1 hver fredag kl. 20.00.