Phillip Faber rørt over TV-GULD-pris: Det er en kæmpe ære
Phillip Faber blev søndag hyldet med ”Årets særpris 2020” ved BILLED-BLADETs TV-GULD, og han tog imod statuetten ude i DR Koncerthuset med stor ydmyghed.
- Det er en kæmpe ære! Tusind, tusind tak, det er jeg virkelig glad for, lyder det med et stort smil fra Phillip Faber.
Chefdirigenten for DR Pigekoret modtager den helt særlige pris, fordi han har gjort en forskel på tv i 2020 med DR1-programmerne ”Morgensang” og ”Fællessang – hver for sig”.
Jeg er mega glad
Med sangprogrammerne var Phillip Faber med til at holde modet og humøret oppe hos tv-seerne under coronakrisen.
- Det har jo aldrig været tanken, at vi skulle nå så bredt ud med ”Morgensang”, så det er en ekstra stor glæde, at vi har skabt en fornemmelse af nærhed med noget, der bare er ærligt og bygger på kærlighed til sangene og til at synge sammen, siger han og fortsætter:
- At det eksploderede på den måde, har haft så stor en rækkevidde, som det har, og har betydet noget for så mange mennesker, er jo en kæmpe glæde. Så jeg er da mega glad for, at BILLED-BLADET har valgt, at jeg skal have den her pris!
Læs hele interviewet med Phillip Faber og se alle TV-Guld-vinderne i BILLED-BLADET, der er på gaden torsdag den 21. januar.