Puk Elgård bliver vært på nyt tv-program, der går lige i hjertet
Det er noget tid siden, at Puk Elgård sidst har haft en værtstjans på tv, men nu vender hun tilbage.
Den 56-årige tv-vært står nemlig i spidsen for et helt nyt og rørende DR-program, der går lige i hjertet.
Puk Elgård er vært på dokumentarserien ”Demenskoret”, der får premiere på DR1 tirsdag den 27. august.
DR sætter nemlig fokus på demenssygdomme i den kommende tid, og dette program er på syv afsnit.
Undervejs følger man 17 danskere med demens, som trods deres sygdom skal blive klar til at holde en stor koncert i DR Koncerthuset.
Puk Elgård kommer sammen med korleder Claus Christensen tæt på de demensramte danskere og deres familier.
Genvandt livsglæden
Inden optagelserne vidste hun ikke ret meget om demens og var spændt på, hvordan det ville gå.
- Som ugerne gik, og vi lærte hinanden at kende, var det simpelthen så rørende at se, hvor virksomt fællesskab og sang kan være. Flere at kormedlemmerne genvandt livsglæden og de fik også sproget og musikken tilbage, udtaler Puk Elgård i en pressemeddelelse fra DR og fortsætter:
- De pårørende spejlede sig i hinandens fortællinger, og der var mange kram og mange tårer. Jeg lærte meget i den periode, og jeg lærte især, at man skal se det hele menneske og ikke bare diagnosen.