Rie Helmer Nielsen: Svært når nogen savner et kram
Med jobbet som vært på "Sporløs" følger der mange rejsedage, hvor hun sammen med hele holdet er ude i verden og lede efter familier til deltagerne i programmet. Og de mange rejsedage, hvor hun er væk fra familien derhjemme, har selvfølgelig en pris.
- Der kan ske alt muligt, lige fra alvorlig sygdom, til at en veninde er ked af det, fordi hendes mand har opført sig som en idiot, eller at teenagerens cykel er punkteret, og så regnede det fandeme også samme dag. Alle mulige situationer, hvor jeg gerne ville have været i nærheden og være kommet forbi med en småkage og et kram. Men nu sidder jeg måske et sted i verden, hvor der ikke engang er internetforbindelse, og der kan gå tre dage, før jeg hører, at nogen har haft brug for et kram. Det, at jeg ikke lige kan være der for folk, som jeg holder af, kan jeg godt synes er lidt hårdt, siger hun i et stort interview i SØNDAG.
Det kører fint som det altid har gjort
Men når det er sagt, så er det meget beroligende for Rie Helmer at vide, at på trods af de mange rejsedage, så skal det nok fungere derhjemme, selv om hun er væk.
- Min datter Cecilie, der er 15, er halvdelen af tiden hos sin far, som bor lige rundt om hjørnet fra mig. Den anden halvdel er hun hjemme hos os, min mand og mig og hans to teenagebørn, når de er der. Og det kører fint, som det altid har gjort, siger hun og fortsætter:
- I virkeligheden har jeg fået alt, hvad jeg gerne vil have: På den ene side eventyret, og på den anden side det hjemlige. Jeg ville få spat af at rejse ud konstant, men også af bare at gå derhjemme, siger hun.
Har fuldt fokus på familie når jeg er hjemme
Fordelen ved jobbet som vært på "Sporløs" er at heller ikke svær at få øje på for Rie Helmer:
- Derfor synes jeg, jeg er heldig, at jeg er kommet til at lave noget, hvor mit arbejde får lov at fylde døgnets 24 timer og have mit fulde fokus, når jeg er af sted, og når jeg så er hjemme, er det familien og den del af mig, der får lov at fylde, siger hun.