Royalt besøg i Julehjertets Hemmelighed: 8 ting du (måske) ikke vidste om kong Frederik 7.
Årets nye DR-julekalender, ”Julehjertets Hemmelighed”, emmer af historiske detaljer, og nu er selveste kong Frederik 7. tilmed dukket op.
I julekalenderen er han gudfar til Aage af Jungshoved, som skal giftes med datteren på Lindestrupgaard, Marie Louise, og kongen skal naturligvis med til brylluppet. Han bliver spillet af 37-årige Jesper Ole Feit Andersen.
Julekalenderen udspiller sig i 1800-tallet, men præcis hvilket årstal er ikke nærmere defineret.
Det vidste du (måske) ikke om kong Frederik 7.
1: Frederik 7. blev født i 1808, og han var konge fra 1848 frem til sin død i 1863.
2: Han er søn af Christian 8. og Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin
3: Frederik 7. var gift tre gange. Første ægteskab blev indgået i 1828 med prinsesse Vilhelmine, der var datter af Frederik 6., mens han i 1841 blev gift med Mariane af Mecklenburg-Strelitz. Begge ægteskaber gik i opløsning - blandt andet på grund kongens udsvævende livsførsel.
4: Frederik 7.'s tredje og formentlig også mest kendte ægteskab, som var med Louise Rasmussen (også kendt som grevinde Danner), blev indgået i 1850. Mange var imod, at kongen giftede sig med balletdanserinden, og ægteskabet var derfor til kongens venstre hånd. Det betød, at kongens hustru ikke kunne blive dronning.
5: Frederik 7. fik aldrig nogen børn, og det betød samtidig, at han var den sidste konge i den oldenborgske slægt. Tronfølgeloven blev ændret i 1853, og den betød, at prins Christian af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg arvede tronen og blev til Christian 9. Han blev den første konge i den glücksborgske slægt. Christian 9. nedstammede fra Christian 3., og han var desuden gift med Louise af Hessen-Kassel, som var niece til Christian 8.
6: Frederik 7. var den sidste enevældige konge i Danmark, og han havde ikke været konge i særlig lang tid, før grundloven blev underskrevet. Han blev således også den første konstitutionelle konge. Grundloven blev underskrevet 5. juni, som desuden var grevinde Danners søns fødselsdag.
7: Frederik 7. valgsprog var ”Folkets kærlighed, min styrke”.
8: Frederik 7. ligger begravet i Roskilde Domkirke.
Kilder: Danmarkshistorien, Kongernes Samling.