Rumle er ikke med i Troldehjertets Hemmelighed: Her er forklaringen
Pyrus, Gyldengrød, Gemyse, Skipper, Lunte, Stella, Nova, Fritz og Hansi… Nisser har været populære i julekalendere i årevis, og i december var det Rumle, som hele Danmark kom på fornavn med i ”Julehjertets Hemmelighed”.
Her i påsken kan man igen følge hans gode venner Karen, Gotfred og Johannes i den nye DR-serie ”Troldehjertets Hemmelighed”, som bygger videre på det magiske univers.
Men når karaktererne fra Lindestrup vender tilbage på tv, bliver det uden Rumle.
- Vi har sat Rumle i sommerhi, men til gengæld har vi fået en ny magisk skabning i form af Rebekka, forklarer producer Mie Marie Borup om den nye serie, hvor seerne denne gang bliver introduceret for en ny karakter, der er i gang med at udvikle sig til en trold.
”Troldehjertets Hemmelighed” begynder ved midsommer, og på trods af alle de problemer, Karen havde i december, fordi hun ville forblive venner med Rumle, har hun glemt alt om nissen. Det har hendes lillebror Johannes og hans ven Gotfred dog ikke, fordi de fortsat ikke er fyldt 13 år.
I serien fortæller de to drenge for eksempel, at de prøvede at vække Rumle ved påsketid for at udspørge ham om Påskeharen, men at det ikke faldt i god jord hos den sovende nisse…
”Troldehjertets Hemmelighed” kan ses hver aften fra søndag 2. april til lørdag 8. april eller på DRTV.