Så du historien om Farhad i Forfulgt af politiet? Nu er der en udvikling i sagen
Tirsdag sendte DR dokumentaren ”Forfulgt af politiet”.
Her dykker kanalen ned i en familie, der i en lang periode har følt sig chikaneret af det lokale politi i den midtjyske by, de bor i.
Ét af familiens mange sammenstød med politiet resulterede i, at den kun 16-årige Farhad forsvandt.
Han blev efterlyst den 9. april 2022, men ingen har set ham siden. I dokumentaren kommer det frem, at politiet dog ikke har grund til at bekymre sig.
Men nu er der en udvikling i sagen.
For efter dokumentaren blev vist på DR i denne uge, opfordres der i Facebookgruppen ”Hvor er Farhad??” til en række demonstrationer.
Der er ligeledes oprettet en hjemmeside til formålet.
Her opfordres der til, at folk møder op til en af de tre demonstrationer, der foregår fredag den 13. oktober i København, Aarhus og Vejle.
I København foregår det foran Christiansborg Slot, hvor folk opfordres til at råbe politikerne op.
I Aarhus foregår demonstrationer foran Politigården samt Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP.
Mens det i Vejle er et fakkeloptog til fordel for Farhads nærmeste.
Samtidig medgives det, at folk har mulighed for at støtte arrangementet økonomisk.