
Så du I hus til halsen? Sådan går det Charlotte og Tonny fra Skalbjerg i dag

Onsdag aften kunne man opleve den 65-årige rengøringsassistent Charlotte og hendes 62-årige ægtemand Tonny, der er på førtidspension, i afsnit 3 af ”I hus til halsen”.
De fik hjælp af programmets eksperter, Line Franck, Kalle Thesbjerg og Dennis Lindequist, til at få solgt deres hus i Skalbjerg på Fyn, der havde stået tomt i over to år.
Det var vigtigt for parret at komme af med huset, da Tonny lider af skizofreni og paranoia og fik det dårligere af alle spekulationerne og uvisheden.
Huset og haven fik en ordentlig omgang og gennemgik en stor og flot forvandling.
Programmet blev optaget i foråret 2024, og et halvt år senere fik Charlotte og Tonny den nyhed, de havde ventet på – huset var blevet solgt.

– Vi vidste faktisk, at huset var blevet solgt lige før jul. Vi fik at vide den 18. december, at der var en køber, så det var ligesom at få en ekstra julegave, fortæller en glad og lettet Charlotte til BILLED-BLADET og fortsætter:
– Der var begyndt at komme en masse fremvisninger, og der var nogle, som havde sagt ja, men som ikke fik lov til at låne pengene i banken. Men så kom der en, der selv havde pengene, og han overtog huset den 1. februar. Det var en kæmpestor lettelse, og jeg har aldrig været så glad!

Tonny har fået det bedre
Parret bor i Tommerup, kun to kilometer fra huset, og deres liv ser i dag meget lysere ud.

– Vi bor til leje i et rækkehus med en lille have til, og det kan vi overkomme, forklarer Charlotte, mens Tonny indskyder:
– Og jeg har ikke været indlagt i et halvt år. Det var jeg indimellem på psykiatrisk afdeling i Middelfart førhen.
Ingen nedrullede gardiner
Charlotte kan tydeligt mærke, at hendes mand har fået det bedre siden tv-optagelserne.
– Tonny er trappet lidt ned på sin medicin, så på den måde går det godt. Han er også begyndt at komme på et værested i Tommerup. Det har han ikke kunnet overskue tidligere, men nu har han fået mod på det og tager med på udflugter, fortæller Charlotte og fortsætter:
– Han er mere afslappet nu, og det er en helt anden mand at komme hjem til. Der har heller ikke været nogen nedrullede gardiner, siden huset blev solgt. Det plejede der at være, når han havde det skidt.

Charlotte gør rent på en skole til daglig, men har søgt tidlig pension. Det kan hun få om et års tid, og så glæder hun sig til, at hun og Tonny kan få mere tid sammen til at nyde tilværelsen.
– Vores børn foreslog, at vi skulle melde os til ”I hus til halsen”, og vi fortryder overhovedet ikke, for det har været et rigtig godt resultat, lyder det med et smil.

