Sådan går det Line og Michael fra Gift ved første blik
Line Rask og Michael Hansen sagde ja til hinanden tilbage i 2015 uden at have set hinanden. Et halvt år efter kunne hele Danmark følge med i starten på deres forhold i DR-programmet "Gift ved første blik", og de fleste jublede, da de i det sidste afsnit fortalte, at de ville forblive gift.
Senere flyttede parret til New York da Michael fik et arbejde derovre, og siden har de fået datteren Emma, som er den første danske ”Gift ved første blik”-baby nogensinde. Men hvordan går det med parret i dag?
Bor stadig i New York
Det unge par gav et interview til podcasten ”Tue og Tonys TV-klub”, hvor de fortalte om deres status. De bor i en lejlighed i Brooklyn på 47. etage og har udsigt til Manhattan og Frihedsgudinden. Han arbejder som regnskabschef i Bjarke Ingels Group, mens hun arbejder i Sømandskirken. Parret har det godt, men de afslører også, at det hele ikke har været en dans på roser.
– Jeg er glad for, hvor vi er endt i dag. Det er en lykkelig historie. Men igen – man skal også huske på, at der ligger meget arbejde bagved ligesom alle andre parforhold, fortæller Michael i podcasten.
Line og Michael valgte desuden at blive gift igen i Las Vegas efter kameraerne stoppede med at filme. Deres datter Emma kan tilmed snart se frem til to lys i fødselsdagslagkagen d. 15. November på Lines 32-års fødselsdag.