Sarah Juel Werner fra Absalons hemmelighed: Har fundet kærligheden
Sarah Juel Werner var kun 14 år gammel, da hun i 2006 blev kendt som pigen Cecilie i julekalenderen ”Absalons hemmelighed”.
I december genudsender DR1 den populære familiejulekalender, og den i dag 23-årige skuespiller er i løbet af 2015 både kommet ind på sit drømmestudie, Skuespillerskolen i Odense, og har fundet kærligheden.
Sarah Juel Werner tog i sommer et skuespillerkursus i New York, og det var her, at hun forelskede sig i den to år ældre Ari Alexander, der også er skuespiller.
Sarah Juel Werner om kæresten
- Vi var de eneste danskere på holdet og kendte ikke hinanden i forvejen. Vi startede med at blive venner først, og så blev vi meget gode venner på et tidspunkt, fortæller en glad Sarah Juel Werner til BILLED-BLADET.
Hendes kæreste har blandt andet medvirket i filmen ”9. april”, og den unge skuespiller har også selv flere film på cv’et, blandt andet ”To verdener” og ”En chance til”.
I BILLED-BLADET i denne uge kan du læse et interview med Sarah Juel Werner, hvor hun både fortæller om sin nye kæreste og den store drøm, der er gået i opfyldelse.